Naturen var trækplaster

Vi har snakket med nogle af de personer, som har valgt at slå sig ned på Mors. Her er Finn Nygaard's historie.

Det var naturen, der i 2013 trak den grafiske designer Finn Nygaard og hans hustru Karin Andersen til Jørsby på det nordlige Mors. Allerede for 12 år siden var Finn Nygaard i området for at se på hus, og han har mange gange siden besøgt Mors, hvor han bl.a. kendte maleren Finn Have og fotografen Kirsten Klein.

”I mit daglige, kreative virke har jeg brug for noget smukt at se på. Og det har jeg fået! Mors og især Nordmors byder på den flotteste natur, jeg synes, jeg har set i det danske land”, siger Finn Nygaard.

Flytningen fra Fredensborg til Mors har været problemfri – stort set.
"Nogle få i området opfattede os nok som et par ’skide københavnere’, der bare lige skulle prøve at have sommerhus på landet et par år. Vi er nu slet ikke københavnere. Jeg er født og opvokset i Aarhus, min kone er vendelbo fra Hjørring-egnen og har sin dialekt intakt. Og efter at have brugt huset som sommerhus i en periode, flyttede vi faktisk hertil. De nærmeste naboer og genboer har taget virkelig godt imod os, været hjælpsomme og imødekommende. Nu bliver vi inviteret med til familiefester og diverse sammenkomster her i Jørsby. Det er meget hyggeligt. Udfordringen nu er så til gengæld, at vores børn bor i København. Så man kan godt sige, at det er os der er flyttet hjemmefra”, fortæller Finn Nygaard.

Positivt overrasket

Han er positivt overrasket over den modtagelse, parret fik på Mors.
”Dels oplevede vi en imødekommenhed fra kommunens side, som var os totalt ukendt fra Fredensborg, dels fik jeg meget hurtigt arbejdsopgaver for bl.a. Morsø Turistforening og i forbindelse med Kulturmødet 2015.
Jeg har desuden fået lejlighed til at fortælle om mine oplevelser med at flytte fra by til land på Radio Midt-Vest, Radio Limfjord og i TV2 Nyhederne som led i debatten om det delte Danmark.
En debat, jeg ikke helt forstår, når man tænker på de små afstande, der er i Danmark”.

Involvér jer!

Finn Nygaard er også positivt overrasket over, hvor mange fine aktiviteter, der er på Mors - både musik, udstillinger, debatmøder m.m. Og han er imponeret over, hvor mange ildsjæle, der understøtter det hele.
”Jeg har ét råd til andre, der flytter til Mors: ”Involver jer - i det hele taget og lokalt. Jo mere, du involverer dig, jo mere vil du få et tilhørsforhold. ’Udnyt’ området - afdæk området. Oplev, hvor meget her er, og hvor meget, der sker. Oplev den kreativitet og ildhu, der nødvendigvis indfinder sig, når ’café-latte’- kvarteret ikke er lige om hjørnet. Brug den vidunderlige natur, der er her på øen og i det hele taget i området omkring Limfjorden.

Kom bare!