For museumsinspektør Anders Have og hans hustru Klara var det et ikke nogen nem beslutning at flytte til Mors i sommeren 2014. Parret og deres to børn boede i Randers, og Anders Have havde boet nogle dage om ugen på Mors, efter at han i november 2013 fik job på Morslands Historiske Museum.
”Det var et stort skridt. Tidligere har vi boet i Aarhus, og Klara er født og opvokset i Köln, så vi havde mange tanker om, hvordan det ville være at bo i et mindre samfund”, fortæller Anders Have.
”Men vi tog springet, og i dag er vi glade for, at vi gjorde det. Jeg kendte jo i forvejen en del mennesker via mit job, men for resten af familien har det også været meget nemt at falde til. Vi mærker, at man ’kommer hinanden ved’ på den gode måde, og det giver en tryghed, især omkring børnene, som også er faldet rigtig godt til i skolen”, siger Anders Have.
Familien er hurtigt blevet en del af foreningslivet og er meget overraskede over de mange tilbud der er. ”Der er ikke bare mange tilbud. De har også høj kvalitet. Vores datter Emily går på Teaterskolen, som er virkelig god, men også i skolen er f.eks. musikundervisningen på et meget højere niveau og mere engageret end i Randers. Og så var vi så heldige, at Skaldyrsfestivalen åbnede, den dag vi flyttede herop i juni sidste år. Det var en rigtig god oplevelse at komme i gang på”.
Anders Have fortæller, at familien bevidst valgte at involvere sig i samfundet lige fra starten. ”Vi var udadvendte og benyttede alle muligheder for at knytte kontakter, og det har skabt nye bekendtskaber. Jeg har endda fået kontakt med ellers fjerne familiemedlemmer på Mors igen”, fortæller han.
Klara pendlede i en periode til sit job i Randers men har nu job som brand manager på Mejerigaarden i Thisted, og familien har netop købt hus i Nykøbing efter at have boet til leje det første år.